Værdigrundlag

Pædagogik med barnet og fællesskabet i centrum

Barndommen er unik og har sin egen ret og magi som vi skal værne om.

I en verden, der ofte har fokus på det næste, der skal ske, bliver det ekstra vigtigt at stoppe op og være til stede i nuet sammen med børnene. Vores pædagogik i Riiset er livsnær og tager udgangspunkt i både det unikke barn og det fællesskab, barnet er en del af.

Ordet pædagog stammer fra græsk og betyder “at føre barnet et sted hen”. I Riiset forstår vi det som en forpligtelse til at støtte hvert barn i at udvikle sig i sit eget tempo i et inkluderende fællesskab, hvor både børn og voksne møder hinanden med nærvær og opmærksomhed.

Omsorg, nærvær og følelsesmæssig forståelse

Trygge relationer skaber grobund for udvikling.

Omsorg er en grundsten i vores pædagogiske arbejde og noget, vi bevidst prioriterer i hverdagen. Børn har brug for voksne, som er opmærksomme, lyttende og nærværende. Voksne, der kan aflæse børns signaler og møde dem med forståelse og ro. Når vi som voksne reagerer med empati og tilstedeværelse, hjælper vi børnene med at forstå sig selv og deres omgivelser.

Vi støtter børnene i deres følelsesmæssige udvikling ved at spejle dem og sætte ord på det, de oplever. Når et barn er ked af det, vredt, glad eller frustreret, er det vigtigt, at en voksen sætter sig i barnets sted og guider det med kropssprog, mimik og ord. På den måde lærer barnet, at følelser er i orden, og hvordan de kan håndteres.

Fysisk nærhed er også en vigtig del af vores tilgang. Et kram, en hånd på skulderen eller et roligt nærvær kan skabe tryghed og forankring i en dag, der er fyldt med leg, læring og sociale oplevelser. Det er i de små øjeblikke, hvor et barn mærker, at det bliver set og rummet, at trygheden får lov at vokse.

Trygge relationer giver børn mod på at være sig selv, udforske verden og indgå i fællesskabet med andre.